
Zita Fejerskov Andersen
Bevægelse har altid været en vigtig del af mit liv. Fra jeg var en lille pige har jeg brugt mine sanser aktivt til at være nærværende og fandt ro, trøst og healing i at bevæge mig og være i naturen med nærvær. Som voksen har nærværet altid hjulpet mig til at finde ind og tilbage til mig selv i perioder, hvor livet har budt på udfordringer.
Jeg har det meste af mit liv hjulpet mennesker med at bevæge sig fra stilstand, usikkerhed eller tvivl til at få øje på deres indre ressourcer og ydre muligheder i svære udfordringer. Min tilgang til andre mennesker bygger på en fundamental tro på, at det at tilbyde et trygt rum, opbygge tillid, indgyde håb og skabe tro på egne evner, hjælper mennesker til at bevæge sig og blive bevæget, så de kan finde deres egen og livets kraft. Det er min erfaring, at det gør mennesker i stand til at stå stærkere i sig selv i de udfordringer som livet bringer og giver dem evnen til bedre at kunne vælge, hvad der er godt for dem og skabe positive ringe ud i omverdenen.
Jeg har en høj grad af integritet, hvilket er vigtigt for mig at kunne bevare, når jeg faciliterer forandring for andre mennesker.
Min faglige baggrund
Jeg har haft interesse for hjernen siden jeg som helt ung arbejdede på et genoptræningscenter. Det var der jeg fik interessen for at uddanne mig til ergoterapeut. Jeg har arbejdet som neurologisk ergoterapeut på Rigshospitalet med genoptræning og neurorehabilitering af mennesker med erhvervet hjerneskade i deres akutfase.
De sidste 18 år, har jeg arbejdet med rehabilitering af mennesker med syns- og sansemotoriske vanskeligheder, enten som følge af øjensygdomme, øjenskader, hjerneskade eller hjernerystelse. Jeg har i den forbindelse lang erfaring med at hjælpe mennesker i personlig krise, som følge af forandringer i deres liv, hvor de også kan bære på reaktioner med PTSD, stress, angst og andre belastningsreaktioner. At hjælpe mennesker med at øge deres handlekompetence og finde deres egne individuelle strategier til at balancere deres nervesystem er et stort drive for mig i mit arbejde.
Min tilgang er holistisk og med solid viden om nervesystemet, hjernens plasticitet og kroppens egen evne til at genskabe homøostase.
Fordi jeg elsker at formidle om måder at bevæge sig på og genskabe balance i nervesystemet, har jeg fordybet mig i åndedrætsterapi, neurotræning, Pilates og Kropsterapeutisk yoga.
For mig, er det en fantastisk gave i livet, at få lov at dele den viden, som jeg har fået med mig og så små frø i andre, så de kan spise og vokse.


Zens2Move
At være nærværende, når vi sanser og bevæger os, er nøglen til krop og sind. Zens2Move – at sanse for at kunne bevæge sig – er min forståelse af livet. Vi skal opnå mod til at sanse os selv og verden omkring os, så vi tør bevæge os fysisk, mentalt og emotionelt. Det gør os i stand til at stå stærkt i os selv, når livet udfordrer os.